På Borgmester Stine Egedes ophold i Narsaq i uge 43 blev der gennemført en række møder med unge i klubben og Majoriaq, de ældre på alderdomshjemmet, brugerne af Utoqqaat ornittagaat (værested for ældre), ansatte i den offentlige forvaltning, ansatte indenfor plejesektoren m.fl.
Møderne handlede generelt om at få indblik i fagområderne, om hvordan der samarbejdes og hvordan der kan ske en optimering af det lokale og tværgående samarbejde.
”Den organiserede og hyppige dialog og samarbejde mellem forvaltningsenhederne er vigtig for at vi som kommune kan give borgeren og virksomhederne den bedste service. På nogle områder er vi udfordrede af hyppig personaleudskiftning, særligt indenfor plejeområdet, hvor vi ved, at presset blot vil stige i de kommende år. Samarbejde, dialog og kompetenceopbygning samt gode arbejdsforhold for vore ansatte, er vi nødsaget til at have endnu mere fokus på fremadrettet.”
Aftalen om brugen af Utoqqaat ornittagaat skal fornyes, og borgmester Stine Egede ønsker at aftalen i højere grad udtrykker samarbejde om sunde aktiviteter, så det hele ikke handler om bingo.
To aftner i træk var borgmesteren i klubben, hvor hun spillede spil med de unge og også fik holdt et dialogmøde omkring de unges fremtidsdrømme.
”Jeg gik fra mødet med de unge med en glæde og indre optimisme, over vores dejlige unge mennesker, der er på vej i livet. Jeg er samtidigt så taknemmelig for alle de voksne som arbejder med vores unge og bruger deres tid og energi på den gode og sunde relation”.
Stine Egede havde også møde med Neqi A/S´s direktør og Majoriaq, hvor emnet var nærmere samarbejde omkring arbejdskraft under slagtesæsonen. Begge parter var enige om, at samarbejdet skal styrkes, således at der er bedre kendskab til både arbejdets art og til kompetencerne hos de henviste.
Borgmester Stine Egede har besluttet at hun vil opholde sig i byerne i Narsaq og Nanortalik en uge hvert sted to gange årligt. Ugen i Nanortalik, som var planlagt til uge 44, blev udskudt til et senere tidspunkt pga. dårlige vejrforhold.
Fokus på unge og ældre
Borgmesterens fokus på unge og ældre uge i Narsaq
Udgivet d. 03. november 2023