Vi accepterer ikke vold og mobning

Af: Kommunalbestyrelsesmedlemmerne i Inerisaaneq udvalget i Kommune Kujalleq: Bibi Kielsen, Mourtiz Karlsen, Karen Marie Kyed Frederiksen, Margrethe Th. Andersen.

image

Kommunalbestyrelsens Inerisaaneq udvalg i Kommune Kujalleq, som har ansvar for Daginstitutioner, skoler, Majoriaq samt Kultur og fritid har på deres dialogmøde med Tasersuup Atuarfias ledelse fået indblik i omfanget af vold og mobning blandt skolens børn.

Vold og mobning fylder, både hos elever, forældre og skolens lærere og ledelse. Det er nødvendigt at få vendt udviklingen og det kræver at vi som udvalg står sammen med lærerne, eleverne og forældrene og at vi er enige om at det er problem, som vi vil gøre noget ved.
Som udvalg vil vi sikre at strategiarbejdet på skoleområdet også indbefatter en plan for hvordan der dæmmes op for vold og mobning, og arbejde for at skolen har de nødvendige ressourcer til at arbejde med en konstruktiv og virksom indsats.

Men vi politikere kan ikke gøre det alene. En kulturændring kræver en fælles indsats og her er forældrene vigtige samarbejdspartnere. Skolebestyrelsen vil i maj måned afholde et arrangement for at lærere, elever, og forældre kommer i dialog om problemet og for at skolen får en politik som alle støtter op om.
Skolens ledelse orienterede om at volden typisk er koncentreret om en mindre gruppe af elever, der kommer til at fylde meget. Her er det vigtigt at der samarbejdes på tværs med de sociale myndigheder om både en akut og en forebyggende indsats, hvilket udvalget vil sikre at der sker opfølgning på.

I forhold til den fremadrettede antimobningsstrategi, har forvaltningen arrangeret møder med Uddannelsesstyrelsens antimobningskonsulenter, og deres møder som blev aflyst i marts pga. transportproblemer afholdes nu i stedet i ugen 24.-30. april. Vi har store forhåbninger til at møderne med Uddannelsesstyrelsen vil give os gode redskaber og ideer til hvilke indsatser der virker, for at få en tryg skole med plads til alle.

Tasersuup Atuarfia har en nultolerance overfor vold. Men skolens ledelse erkender at det ikke er nok at kalde elever og forældre ind til samtale når der har været hændelser med vold eller mobning. Det er heller ikke nok at socialforvaltningen underrettes hver gang en elev sendes hjem f.eks. pga. vold. Forældre og værger skal i langt højere grad kende og anerkende skolens politik, og tage medejerskab til de tiltag der iværksættes. Det kræver en stor indsats af alle, derfor skal alle bakke op om det fælles mål.

Et fælles mål bør f.eks. være at man styrker fællesskabet blandt eleverne, men også blandt forældrene. Dette kan gøres på så mange måder og skolen vil i den kommende tid, sammen med skolebestyrelsen og udvalget have øget fokus på forældreinvolvering.
Nakuusaaqqat (elevrådsarbejdet) er startet og Meeqqat Isummersoqatigiit vil blive startet op i nærmeste fremtid og der vil på den måde være fokus på FNs rettighedsspørgsmål for børn, hvilket også vil styrke elevernes stillingtagen og holdning til hvordan der kan arbejdes med at mindske vold og mobning, på skolen og i samfundet.

Udvalgsformand, Bibi Kielsen udtaler: ”Vi skal ikke glemme at der hver dag gode ting på Tasersuup Atuarfia og at langt de fleste børn har en tryg hverdag på skolen. For at dæmme op for mobning og vold vil jeg dog sammen med udvalget i den kommende tid have et øget fokus på at styrke indsatsen for at forebygge vold og mobning, og derfor har jeg aftalt at mødes med skolens ledelse hver måned i den kommende tid, så vi løbende kan få vendt hvad skolen har behov for fra os politikere”.


Udgivet d. 29. marts 2023