Konstruktiv ånd på Narsarsuaq borgermøde

På kommunalbestyrelsens borgermøde i Narsarsuaq den 23. juni, var der en konstruktiv dialog om behov og ønsker til udviklingen i Narsarsuaq, når lufthavnen lukker for rutetransport i 2025.

Borgmester Stine Egede indledte med at udtrykke, at der ikke skal være tvivl om at hele kommunalbestyrelsen ønsker en udvikling i Narsarsuaq, som har mange potentialer særligt indenfor turisme. Ændring af kommuneplanen for Narsarsuaq, med etablering af veje til Qajiitat og etablering af bro over elven, er alle infrastrukturprojekter som kan understøtte en udvikling af turismeerhvervet, og som kommunalbestyrelsen vil arbejde for. Stine Egede tilføjede, at skal turismen udvikles, er tidssvarende hotelkapacitet en nødvendighed. Det hele hænger sammen.

Der var stor spørgelyst og mange ønsker fra borgerne, som f.eks. bedre affaldshåndtering, flere daginstitutionspladser, brug af jernskrot, renovering af hotellet og tryghed i ansættelsesforholdene i tiden inden lufthavnen nedgraderes. Borgerne udtrykte behov for en positiv ånd omkring Narsarsuaqs fremtid, så personale kan fastholdes, idet der er stor udskiftning i personalet.

De tilstedeværende kommunalbestyrelsesmedlemmer (der deltog 9 ud af 15 medlemmer) gav hinanden håndslag på at ville lave en henvendelse til Naalakkersuisut, om de udviklingstiltag der er politisk enighed om og for at udtrykke støtte til Narsarsuaq borgerne, omkring deres behov for tryghed i ansættelsesforhold.

Stine Egede udtaler: ”Jeg er meget tilfreds over at mødet med borgerne foregik i en konstruktiv ånd. Jeg kan godt forstå at borgerne har været og er frustrerede over den ændring der er på vej. Men vi skal holde fokus på udvikling, vi skal være realistiske og planlægge arbejdet grundigt, og så glæder jeg mig over at Narsarsuaqs borgere vil indgå i det videre arbejde i arbejdsgruppen for Narsarsuaqs fremtid. Tak for en konstruktiv debat.”


Udgivet d. 24. juni 2022