Kære alle borgere i Kommune Kujalleq. Året 2021 rinder ud og året 2022 begynder.
I året der er gået, har vi allesammen og hver især oplevet mange forskellige begivenheder.
I løbet af Kommune Kujalleqs historie, hvor vi i Inuit Ataqatigiit for første gang står ved roret, kommer vi nu mange spændende og nye tider i møde.
En af de glædelige nyheder i året, var blandt andet beslutningen om, at Qaqortoq nu får en lufthavn. Det har i sagens natur givet stor glæde for borgerne, de lokale virksomheder og ikke mindst kommunen. Vi skal nu sammen med Naalakkersuisut og andre interessenter planlægge det videre forløb, og det glæder jeg mig til.
Børn og unge
Vores vigtigste ressourcer er vores børn og unge. De er det vigtigste vi som forældre har skabt, vi skal elske dem, lære dem om grænser, om hvad man må og ikke må, støtte dem og opdrage dem.
På denne måde vil vi bidrage til, at vi som et samfund bliver stærkere.
I kommunalbestyrelsen arbejder vi hele tiden på at optimere daginstitutionerne og dermed sikre, at vores børn kan få en uddannelse i fremtiden. Vi vil til stadighed arbejde for, at ansatte i vuggestuer og børnehaver har redskaber til at varetage deres arbejde. På denne måde vil vi nemlig opnå, at børnene er mere skoleparate når de starter deres skolegang. Det hele vil betyde, at lærerne vil kunne bruge deres uddannelse til at undervise. Vi vil ligeledes være med til at arbejde for, at vi har et tættere samarbejde med forældre og andre medarbejdere, der også bidrager til børnenes opdragelse.
Tasersuup Atuarfia i Qaqortoq er kåret som den Årets aktive skole i det forgangne år. Jeg er overordentlig glad for deres prismodtagelse, vi er derfor meget stolte og tilfredse over, at undervisningen afholdes også med det formål at være mere fysisk aktiv.
Det er mit håb, at det vil bidrage til, at børnene i fremtiden vil dyrke mere sport, og det er også ønskeligt, at andre skoler vil støtte op omkring det gode initiativ.
Alle vore børn viser hver især deres gode egenskaber hver dag. Der er også børn, der får en særlig opmærksomhed og bliver hædret som rollemodeller.
Vi skal dog være opmærksomme på vores børn hver eneste dag. Børnene har brug for, at vi slipper mobilen og retter opmærksomheden mod dem og bruger tid med dem. Lad os allesammen lade børnene føle, at de er værdsat hver evig eneste dag. Et barn, der har haft kvalitetstid med voksne og som har haft en tryg opvækst, vil en dag blive en god samfundsborger.
Den kommunale service
Vi arbejder ihærdigt for, at vi har en mere borgernær service i kommunen, og det er mit håb, at borgerne vil mærke til dette i det kommende år. Vi har arbejdet med en organisationsændring, som efter planen skal gælde pr. 1. juni.
Vi har et mål, der hedder, at alle byer og bygder får samme service i Kommune Kujalleq.
Med henblik på at knække affolkningskurven har kommunalbestyrelsen et politisk mål, der går på, at kommunen skal være mere dynamisk og skabe større sammenhold set i lyset af, vi skal være mere selvforsynende, udviklende og at borgerne inddrages i større grad.
Erhvervslivet
Sydgrønland har mange ressourcer både på land og i havet, og vi bliver derfor kaldt for "Grønlands spisekammer".
Hvis vi ser på fiskerikommissionens rapport kan vi læse, at fiskeriet i Sydgrønland er minimalt. Jeg deltaget i et seminar, sammen med fisker og fangere i kommunen, hvor det primære emne var at sætte mål for fremtidens fiskeri. Vi skal blandet andet i samarbejde med Naalakkersuisut følge op på budskaberne fra seminaret. Bedre vilkår for vores fiskere og fanger er nogen vi fortsat skal arbejde for.
Landbrugserhvervet i Sydgrønland, som har dannet livsgrundlaget for mange igennem mere end hundrede år, afspejler en bevaringsværdig æra i vor historie, og vi skal fortsat sikre dets udvikling. Jeg er meget taknemlig for den nye koalition, der som noget nyt har etableret Departement for Landbrug og Selvforsyning, og forventer et godt samarbejde.
Det var den bedste nyhed i lang tid da Inatsisartut vedtog en ny lov, der satte en stopper for udvindingsplanerne i Kvanefjeldet. Derved sikres en fortsat og uskadt udnyttelse af levende ressourcer, både i form af fåreavl og udnyttelse af levende ressourcer både til søs og til lands. På den måde kan vi nu arbejde videre med en udvikling på et trygt grundlag.
Vi skal udnytte, at Sydgrønland tilbage i 2017 blev registreret som et verdensarvsområde af UNESCO, og følgen af det blev, at der kom større opmærksomhed på os udefra. Det er noget vi skal udnytte positivt. Sydgrønland har unikke oplevelser at byde på, og det skal vores turistaktører udnytte. Vi har derfor i Sydgrønland brug for en bedre infrastruktur. Vi skal have bedre havne og landgangsbroer. Turistaktører hos fåreholderstederne, som udvikler deres produkter er blandt andet dem, som vi skal støtte. Der er veje og broer de forskellige steder der skal videreudvikles.
Vi vil styrke Innovation South Greenland som vi etablerede i Kommune Kujalleq i 2019. Vi har igen i år bevilget midler til selskabet så de kan arbejde videre med innovation og rådgivning for virksomhederne i større grad.
Lufthavnen i Qaqortoq skal i følge planerne tages i brug i 2025, og det skal bane vejen for at flere turister kan komme her. Vi er derfor gået i gang med forberedelserne, så vi kan stå klar til at modtage dem.
Vi skal også arbejde fokuseret på, sammen med Naalakkersuisut, at lægge planer for Narsarsuaqs fremtid.
Kommunens økonomi
Vi må regne med at fortsætte den nødvendige og stramme økonomistyring i de kommende år for at sikre at Kommune Kujalleq´s økonomiske situation går i den rigtige retning.
Vores største opgave er at sikre større beskæftigelsesmuligheder. På baggrund af igangsættelsen af lufthavnsbyggeri samt råstofudvinding i Nalunaq, Amitsoq samt Kringlerne er vi uden tvivl optimistiske om at vækst og udvikling kommer tilbage til vores kommune, til gavn for erhvervslivet og iværksættere, som helt sikkert vil skabe nye muligheder.
En forsigtig og fornuftig økonomistyring vil skabe en tryg hverdag uanset om vi er en kommune eller en husholdning.
Frivillige arbejdere
Kommunen støtter Grønlands Idrætsforbunds mål om at blive det mest aktive land i verden. Jeg vil gerne bruge denne anledning til at sige hjertelig tak til alle rollemodellerne indenfor sportslivet og ikke mindst til de frivillige arbejdere i forskellige sportsforeninger og foreninger generelt, og til alle trænerne.
I det hele taget er alle frivillige med til at puste liv i vores kommune, jeg er stolt af jer og er jer meget taknemmelig.
Ældre og omsorgspersoner
Vi ønsker at vore ældre borgere der har mange års arbejdsliv bag sig, kan have fredelige og gode levevilkår.
Mange ældre, som stadig har noget at give til samfundet, er til stor gavn med deres evner, ønsker og erfaringer. Mange vil stadig gerne arbejde. Jeg vil dog også gerne benytte denne anledning til at sige tak til personalet der plejer vore ældre.
Mine tanker er hos de studerende, arbejdere eller de sygdomsramte, der er nødsaget til at forlade deres familier og land i denne tid. Jeg ønsker jer alle en glædelig højtid.
Vore medborgerne med skæve arbejdstider fortjener vores tak og ros. Brandfolk, redningsfolk, og andre, der er nødt til at tage helt vitale tiltag, tak for jeres indsats. Politiet, der varetager akutte opgaver og andet, som ingen andre i samfundet kan klare, I fortjener en stor tak. Til jer som arbejder ved forvaringsanstalterne døgnet rundt, tak. Sundhedspersonalet, der er på konstant alarmberedskab, I skal også have vores hjertefølte tak. Medarbejdere ved plejehjem, handicapinstitutioner, døgninstitutioner for børn, I arbejder uanset tidspunktet i døgnet - samfundet skylder jer også en tak. Alle vore medborgere, der varetager samfundsvitale opgaver på alle mulige måder, I skal have tak fra os alle.
Afsluttende ord
I løbet af denne valgperiode har vi igangsat mange nødvendige udviklingstiltag. Vi har sat os for at indarbejde de 17 verdensmål i vores fokusområder. Verdensmål nr. 16 handler om at støtte fredelige og inkluderede samfund, at give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer. Det er mit inderlige håb, at vi viser gode resultater omkring disse mål i det nye år og i de kommende år.
Kære medborgere, hvor end I er, inviterer vi jer alle sammen til et inspirerende arbejde her lige på tærsklen til en spændende fremtid, og i den forbindelse ønsker vi alle et produktivt, godt og sundt liv.
Godt nytår.
Borgmester Stine Egedes nytårstale 2022
Udgivet d. 30. december 2021